Sidenavigationsmenu

Online opfindelser

LaunchKey: Adgangskodefrit og sikkert login

LaunchKey: Adgangskodefrit og sikkert login

Der har været en del snak om adgangskodefri logins i noget tid. Det laves simplest ved, at når man kommer ind et website, hvor man vil logge ind, så indtaster man sin email-adresse og modtager i sin inbox et link med en engangs-token til at logge ind. Derefter kan ens login huskes via cookie, til man kommer til en ny computer eller aktivt logger ud. Så skal man ikke huske noget, og andre kan ikke logge ind på éns konto ved at have nogle informationer om én (såsom “mors pigenavn” og den slags pseudo-sikkerhed).

Problemet er bare, at processen med at checke sin inbox kan virke ret gammeldags og ufleksibel – især hvis det er i en app, man vil logge ind, hvor mange ikke får deres emails serveret aktivt på telefonen, men først skal over i mailprogrammet, synkronisere med serveren, finde den rigtige mail etc.

Fortvivl ej længere, for nu kommer LaunchKey – en app til Android og iOS (når den “snart” kommer) udviklet på StartupWeekend i Las Vegas. Ideen er den samme, når man indtaster sin email-adresse på et LaunchKey-anvendende site, så popper der en notifikation op på telefonen om, at “nogen” forsøger at logge én ind på website X. Hvis man trykker på applikationen, kan man så godkende eller afvise dette login. Hvis man har telefonen ved hånden, tager det få sekunder at gennemføre.

Ideen er utrolig simpel og det overrasker mig faktisk, at det ikke er lavet før – eller i hvert fald ikke lavet i stor nok skala, til jeg har opdaget det. Mulighederne for profit er relativt åbenlyse: forær tjenesten væk gratis i starten og begynd derefter at tage penge fra service-udbyderne alt efter hvor mange logins de har om måneden – op til 1.000 logins er gratis, op til 50.000 logins kræver Plan A for X kr om måneden og ubegrænset logins kræver Plan B.

Det store problem er selvfølgelig at sikre udbredelsen på tilpas mange sites. Alle sites, der benytter sig af denne service (sandsynligvis som en ekstra ting udover almindeligt login) bliver jo afhængige af LaunchKey, så hvis LaunchKey pludselig lukker eller begynder at tage mange penge for deres service, så kan det være et irriterende problem for sitets brugere.

Måske hvis man opfandt en protokol, hvor der kunne være flere udbydere af instant login-verificering – sådan lidt i stil med OpenID, bare mindre tåbeligt – så kan det være, der var flere sites der ville adoptere teknologien. Men så forsvinder de umiddelbare muligheder for at tjene penge dog, og den økonomiske model skal tænkes noget anderledes.

?