Sidenavigationsmenu

Online opfindelser

11 blockbusters i 2013

11 blockbusters i 2013

Jeg kan godt lide film. Jeg er stor fan af små uafhængige film og har fundet mange glimrende produktioner, der falder i den genre. Men jeg har aldrig været bleg for at indrømme, at jeg også godt kan lide blockbusters – store, dyre amerikanske produktioner med stjerneskuespillere, semi-forudsigelige action-plots og voldsomme effekter. Mange blockbusters gør sig bedst i biografen, og 2013 bliver tydeligvist et travlt år. Her er 11 film, som jeg har tænkt mig at se i mørket og glæder mig til at opleve – listen er ikke prioriteret, blot listet efter premieredato.

Opsummerende om filmene kan det siges, at 6 af dem er efterfølgere til tidligere blockbusters og faktisk er kun 5 af dem originale film – altså ikke baseret på en bog eller tegneserie men skrevet til lærredet (dog muligvis baseret på tidligere originale film eller tv-serier).

A Good Day To Die Hard – 14. februar

John McClane er tilbage og denne gang er det “Yippee Ki-yay Mother Russia”. Die Hard-serien har altid (lige bortset fra den lidt uheldige 3′er) stået for fed, hårdtslående action, spektakulære stunts og en god historie med glimrende skurke. Selvom Bruce Willis er ved at være gammel, er han stadig bad-ass.

 

Oblivion – 11. april

Tom Cruise har hovedrollen i en post-apokalyptisk verden, hvor jorden (lige umiddelbart) er helt ryddet for liv og monitoreres fra rummet. Men Morgan Freeman og vores egen Nikolaj Coster-Waldau viser Cruise’s karakter en lidt anden version af virkeligheden. Det er en filmatisering af instruktøren, Joseph Kosinskis egen grafiske novelle af samme navn fra 2010.

 

Iron Man 3 – 25. april

Robert Downey Jr. er tilbage som Tony Stark i den tredje film i serien om Iron Man. Hans fandenivoldske, men stadig playboy-drengede attitude er glimrende underholdning, det er gadgets ud over det hele og samspillet mellem Downey og hans assistent spillet af Gwyneth Paltrow giver filmen en menneskelig dimension. Det bliver som sædvanlig godt.

 

Star Trek Into Darkness – 6. juni

Jeg må indrømme, at jeg er lidt af en trekkie – slaget ved Wolf 359 er jo et af de største øjeblikke i science fiction-verdenen. Og derfor er den næste film fra J.J. Abrams om Kirk og Spock (spillet af henholdsvis Chris Pine og Zachary Quinto) helt klart på must-see-listen!

PS: Jeg ønsker mig det her sæt i julegave – til samlingen selvfølgelig!

 

Man of Steel – 14. juni

Det er jo bare Superman, men det er jo Superman! Vi skal endnu engang tilbage til rødderne og denne gang følge Henry Cavill levendegøre Clark Kents udfordringer som teenager og ung mand på vej til storbyen – der udover de sædvanlige problemer, som alle oplever, desuden har (næsten) uovervindelige superkræfter. Man kan undre sig over, hvorfor instruktør Zach Snyder mener, han har noget nyt at tilføje historien, men det må han jo have (ikke?), så selvfølgelig skal jeg se filmen.

 

After Earth – 27. juni

M. Night Shyamalan har skuffet (både mig, flertallet af biografgængerne, anmelderne og sine pengebagmænd) med sine senere film efter de tidligere markant bedre film fra hans hånd såsom The Village og The Sixth Sense. Lady in the Water og The Happening var nogle mærkelige, usammenhængende film med fesne plots og kedelige, forudsigelige twists.

Nu prøver han sig med en “overlevelse på fremmed planet mod alle naturens luner”-fortælling og med Jaden Smith og ikke mindst hans far Will Smith i hovedrollerne tegner det til at blive en spændende historie. Hvis filmen lever op til traileren (der forærer et Abernes Planet-lignende twist direkte til seeren, hvilket derfor umuligt kan være hovedpointen), så kan det tænkes, Shyamalan er tilbage!

 

World War Z – 11. juli

Zombies! Jeg kan godt lide zombier. Ikke i splatter/horror-film, men som i sjov underholdning (fx Zombieland og Shaun of the Dead) eller actionfilm (fx Resident Evil-filmene og Walking Dead-serien). Jeg har endda også hørt et par zombie-historier på Audible. World War Z er sidstnævnte og den ser simpelthen fantastisk ud!

I denne film, instrueret af Marc Foster (Quantum of Solace, Finding Neverland og The Kite Runner) og baseret på Max Brooks’ bestseller fra 2006, er der ingen shamblers, som de langsomt vandrede zombier med udstrakte arme kaldes – og som zombier oftest portrætteres. Her findes der kun sprinters – og de er ubehageligt hurtige! Klippet med tusinder af zombier, der forsøger at forcere en gigantisk mur ved at løbe/kravle op af hinanden i en stor hjerneædende menneskepyramide giver gåsehud hver gang jeg ser det, men mon ikke Brad Pitt kan få sat skik på de udøde?

 

Pacific Rim – 18. juli

Denne film minder mest af alt om en moderne version af King Kong vs. Godzilla – men istedet for to monstre, er det et ukendt gigantisk havmonster (muligvis fra en fremmed planet) som kun kan slås af menneskeheden ved at bygge en gigantisk robot. Nu jeg tænker over det, lyder det ret meget som en beskrivelse af et afsnit af Power Rangers.

Ikke desto mindre er det Guillermo del Toro, der instruerer, og med blandt andet Charlie Hunnam og Ron Perlman på rollelisten kan det ikke være andet end opskriften på en sandsynligvis helt tosset film, som garanteret er underholdende.

 

Elysium – 15. august

En skaldet Matt Damon, en efterhånden næsten voksen Jodie Foster og instruktør Neill Blomkamp (der også instruerede den usædvanligt vinklede men fantastiske historie i District 9) er hovedingredienserne i denne fremtidsfilm om den ultimative klassekamp i år 2159. Her findes der kun de ultrarige i opgør med en fattig middelklasse, der må kæmpe for at overleve på den udpinte jord, de er efterladt med.

Indtil videre er kun følgende reklamespot kommet ud og det er med til at sætte en baggrundshistorie op, men siger intet om filmen direkte – meget i stil med promotionsmaterialet for District 9.

 

300: Rise of an Empire – 22. august

Helt uden trailer tør jeg godt love, at hvis denne film bare når 300 til sokkeholderne (eller – sandal-holderne, hvis Leonidas brugte den slags), så bliver det både en fed action-film, men også en flot og episk film. Det kan være, at når traileren er ude, at det viser sig blot at være tankeløs kommercialisering af en flot historie af Frank Miller, men indtil videre håber jeg på det bedste.

 

The Hobbit: The Desolation of Smaug – 13. december

Hobbitten har kun lige ramt biograferne, men selvfølgelig er 2′eren allerede fastlagt og den kommer i december næste år – og 3′eren kommer december 2014. Jeg har ikke fået set Hobbitten endnu, men jeg var ganske vild med Ringenes Herre-trilogien, så mon ikke jeg også kommer til at nyde alle disse 3 film.

?