Sidenavigationsmenu

Online opfindelser

iCheckMovies: Statistik-spil for filmnørder

iCheckMovies: Statistik-spil for filmnørder

iCheckMovies.com er en service, jeg har brugt i mange år efterhånden. Man kan markere, hvilke film man har set og se, hvor mange det så betyder man har set på diverse toplister over film – for eksempel på IMDb’s brugergenererede Top 250, oscarvinderne for bedste film eller Roger Eberts 404 Great Movies.

Tilbage i 2004 begyndte jeg at dyste med nogle venner om, hvor mange film vi havde set på netop IMDb’s top 250, som også mange andre mennesker rundt omkring gør det. Vi lavede et lille system til at holde styr på det. Jeg tror nok, at jeg startede på omkring 75 sete film, men er i dag oppe på 215 (og har været over 230 på et tidspunkt).

For 3-4 år siden opdagede jeg dog iCheckMovies – et website til lige netop dette. Hvilke film har du set og hvor mange betyder det så, at du har set på en bestemt liste. Sitet har 133 officielle lister udvalgt af mange forskellige efter vidt forskellige kriterier – blandt andet nationale lister såsom 125 Great Indian Films. Derudover kan brugerne selv lave deres egne lister.

Sitet har gjort film-kiggeri til et spil. Hvis man har 50% af alle checks på en given liste får man nemlig en bronze-medalje. Har man 75% bliver det til sølv. 90% betyder guld og 100% giver platin. Jeg har for tiden ikke nogle platin-medaljer (nogle af listerne ændrer sig hele tiden, så man skal holde sig opdateret for at vedligeholde sine medaljer på disse lister), men jeg har 1 guld, 12 sølv og 27 bronze. Og man kan selvfølgelig sammenligne sin fremgang med vennerne. Jeg kan desuden se, at jeg har set næsten 1400 film på samlet set næsten 2400 timer – svarende til ret præcist 100 dage!

Jeg indrømmer gerne at have set film udelukkende for at få et check på en liste – men er det film på en af kvalitetslisterne (altså hvor kvalitet er blandt kriterierne for udvælgelsen), så er jeg næsten altid blevet positivt overrasket. Night of the Hunter er nok en af de største overraskelser, som jeg stadig husker meget tydeligt! Og den sjoveste film, jeg har set udelukkende på grund af iCheckMovies, var norske Salmer fra kjøkkenet, der grundet sin pris for bedste norske film var med på listen over Amanda-Award-modtagere. Den er fantastisk morsom, vidunderligt skrevet, tålmodigt filmet og virkelig godt spillet.

Mine 40 priser for at have set næsten 1400 film.

?